Gå til hoved indhold

Om vores skoleforløb

Vores skoleforløb er for dig, der har udfordringer, som gør det svært for dig at gå i skole. Målet er at forberede dig til en ungdomsuddannelse.

Måske har du angst. Måske autisme, ADD eller ADHD. Måske har du nogle andre udfordringer, der gør det svært for dig at gå i skole.

I vores skoleforløb tilrettelægger vi forløbet efter dine behov og ønsker. Vi kalder det 10. klasse, men det betyder ikke så meget, hvilke klasser du har afsluttet, eller om du er 15 år, 16 år, 17 år eller ældre. Eller om du har en diagnose eller ej. Målet med skoleåret er, at du får mulighed for at tage de afgangseksamener, du eventuelt mangler i dansk, matematik og engelsk - og bliver forberedt  til en ungdomsuddannelse.

Et skridt ad gangen

Vi har stor erfaring med at få dig, der af forskellige grunde, har haft svært ved at gå i skole i længere tid, tilbage i skole. Til at begynde med er du måske kun i skole få timer én dag om ugen. Og efterhånden øger vi så gradvist antallet af timer og dage i takt med, at du føler dig mere tryg. Det hele sker i dit tempo og med hensyn til dine udfordringer.

Særligt for dig, der har angst

Har du angst, arbejder vi med eksponering, så din angst reduceres, og sammen finder vi frem til det, som du synes der giver mening at møde frem til. Vi læner os op ad Center for Angsts anbefalinger. Vi udarbejder en eksponeringsplan, der har som mål at reducere din angst, og som vi ændrer løbende i takt med, at din angst ændrer sig.

Når du er i skole, kan du sidde afskærmet og tage de pauser, du har brug for. Vi har gode erfaringer med at få inkluderet unge med angst i undervisningen og i den øvrige gruppe af elever, så du kan vende tilbage til en normal skolehverdag.

Vil du være elev hos os?

Hvis du er interesseret i at blive elev hos os, er du altid velkommen til at kontakte os og komme i praktik hos os.
Læs mere om, hvordan du bliver elev hos os her